06.01.2016

Transportbarometer: Historisk slutspurt i 4. kvartal

Det "gyldne efterår" ikke så gyldent som forventet

(1)

Erkrath, 06-01-2016 - Negative økonomiske nøgletal i Europa, flygtningekrise og pessimisme i transportbranchen viser, at konjunkturen var faldende hen imod nytår, og det påvirkede også TimoComs transportbarometer. Fragt-/kapacitetsforholdet lå i 4. kvartal 2015 på 46:54 og var dermed langt under det forventede niveau. Årets sidste kvartal var ellers begyndt så fint.

I oktober kunne det europæiske transportmarked holde fast i de positive tendenser fra sommerperioden. Med et fordelingsforhold mellem fragt og ledig kapacitet på 49:51 lå oktober måned en smule over tallene fra forrige år (48:52 i 2014). Det er især påfaldende, at den "normale" tilbagegang i  fragtvolumen mellem september og oktober ikke var nær så voldsom som tidligere år. I 2013 og 2014 faldt fragtandelen i dette tidsrum med 5 procentpoint; i 2015 var det kun 3 procentpoint.

 

Midten af kvartalet skæmmer det samlede billede

I november faldt fragtvolumenen drastisk. Fragtandelen på det europæiske transportmarked faldt med hele 11 procentpoint, hvilket er det største fald mellem to måneder siden 2011.  I slutningen af november var fragt-/kapacitetsforholdet 38:62. I forrige kvartalsrapport forudsagde TimoComs Chief Representative Marcel Frings, at der i november ville være en stor fragtvolumen og mente, at fragtandelen kunne komme op over 50 %. "Faktisk skete der lige det modsatte. Det viser for det første, at jeg nok aldrig bør satse på en karriere som spåkone eller 'Oraklet fra Erkrath' ", udtaler Frings med et smil på læben, "for det andet beviser det også endnu en gang, hvor dynamisk transport- og logistikbranchen faktisk er."

Men udgangspunktet for hans positive vurderinger var nu kolde facts og ikke en glaskugle. Kigger man på de historiske oplysninger for de to sidste kvartaler, var tallene i 3. kvartal nøjagtig sådan, at man burde forvente en stigende fragtvolumen  i november.

 

I år kom kunder, producenter og vognmænd dog lidt senere i gang med julehandlen. Denne forsinkelse havde til gengæld positiv indflydelse på regnskabet i december måned. For i årets sidste måned indhentede transportbarometeret det tabte, idet fragtandelen steg med helt utrolige 13 procentpoint. Siden starten af målingerne med transportbarometeret er der aldrig registreret en lignende slutspurt. Takket være denne kraftanstrengelse sluttede december måned af med et lille fragtefterslæb (51:49).

 

2016: Stabilisering i vente

I den endelige opgørelse for hele 2015 lå fordelingsforholdet mellem fragt og ledig kapacitet  på 47:53 og dermed 2 procentpoint over forrige år (45:55). I samtlige kvartalsregnskaber lå andelen af fragt i den forbindelse over den tilsvarende værdi for året før. Prognoserne er forsigtigt positive. "Uden synske evner er 2016 svær at forudsige på nuværende tidspunkt. Reaktionerne på terrorangrebene og den forhøjede fare for terror, de stigende sikkerhedskontroller og diskussionerne om flygtningeproblematikken er alt sammen noget, som har direkte indflydelse på Europas økonomi," udtaler Frings. "Uafhængigt af dette er der dog nogle positive signaler for 2016. For eksempel ser det ud til at Spanien og Irland er kommet ud af finanskrisen, da de kan fremvise ikke bare højere, men også kvalitativt bedre væksttal. Et af de centrale elementer her er forbruget, som understøttes af stigende beskæftigelse og højere lønninger. I en så forskelligartet region som Europa kommer denne positive udvikling naturligvis ikke lige tydeligt til udtryk over det hele. Men alligevel tydeligt nok til, at væksttallene samlet set nok mere er tegn på en positiv stabilisering end en langvarig økonomisk afmatning."

Download pressemeddelelse
Til toppen